Alt

Jugendherberge Friedrichstadt

Foto: DJH-Landesverband Nordmark

Du er her

Bo på vandrehjem i Sydslesvigs hollænderby

Vidste du, at der ligger en rigtig hollænderby i det vestlige Sydslesvig, som besøges af flere hundredetusinde turister hvert år? Hvis du vil opleve dette vidunderlige sted sammen med din skoleklasse, ungdomsgruppe eller familie, så er vandrehjemmet i Frederiksstad en mulighed.

Frederiksstad (Friedrichstadt) blev grundlagt i 1621 af Hertug Frederik III af Slesvig-Holsten-Gottorp og blev bygget efter nederlandsk forbillede. Planen var at skabe en stor handelsby, der skulle være i stand til at konkurrere med storbyen Hamborg. Byen fremstår stadig den dag i dag som en ægte hollandsk by i renæssancestil og byen markedsfører da også sig selv med, at den skulle være i stand til at skabe ægte følelser af hjemve for en ægte hollænder.

Frederiksstad - en by med besøg af flere hundredetusinde turister hvert år

Selvom Hertug Frederiks plan om at skabe en ny handelsmetropol må siges at have slået fejl, så efterlod hans forsøg i hvert fald en af de mest populære seværdigheder i Nordtyskland. De mange gamle bygninger fra renæssancetiden og den enestående beliggenhed mellem floderne Trenen og Ejderen gør byen til en eftertragtet rejsedestination, som hvert år lokker 300.000 - 400.000 besøgende til byen. 

Bo på vandrehjemmet i Frederiksstad med din skoleklasse, ungdomsgruppe eller familie

Vandrehjemmet i Frederiksstad (Jugendherberge Friedrichstadt) ligger meget centralt i udkanten af den gamle by. Lige bag huset ligger Trene-badet (Treene-Bad), som især for byens unge er et populært mødested på solskinsdage. Vandrehjemmet er et oplagt, hvis du vil opleve den berømte historiske by sammen med din lejrskole eller ungdomsgruppe. Men også for børnefamilier, der hellere vil bruge en større del af budgettet til oplevelser end på selve overnatningen, kan vandrehjemmet være et attraktivt alternativ til et klassisk hotelophold.

Stedet tilbyder hovedsageligt 4- og 6-sengs-værelser, som regel med fælles bad og toilet på gangen. Der er dog også 2 familielejligheder med eget bad og toilet, som findes i en separat del af bygningen.

Helpension og god underholdning for børnene

Der er måltider både om morgenen, midt på dagen og om aftenen. Man kan selv vælge, om man ønsker at spise varmt til frokost eller om aftenen. Madplanen er meget varieret, men skulle der alligevel være behov for at tilgodese særønsker som f.eks. vegetarretter eller måltider til personer med en bestemt religiøs observans, så kan denne arrangeres efter individuel aftale.

Vandrehjemmet byder på et stort udvalg af aktiviteter på matriklen. Der er f.eks. mulighed for at spille bordtennis, bordfodbold og billard. Derudover er der aftaler med skolen lige om hjørnet om, at vandrehjemmets gæster gerne må bruge skolens store legeplads og basketboldbanen udenfor undervisningstiden.

Også egnet til familier og kørestolsbrugere - mulighed for at booke grupperum

Hvis du rejser med din familie, har du som sagt mulighed for at booke en af stedets familielejligheder. For de helt små er der indrettet et legeværelse, hvor de små børn kan lege uden at blive forstyrret af andre. For større børn er der et udvalg af forskellige bræt- og selskabsspil. Derudover er der en familiedagligstue, hvor familierne kan spise sammen og hvor de kan slappe af. Der er både højstole, barnesenge, skamler og børneservice i familieafdelingen.

Overnatningsstedet er også egnet for kørestolsbrugere. Der er fire værelser, som er indrettet til kørestolsbrugernes behov, og som er så rummelige, at det er nemt at bevæge sig rundt i værelserne. Dagligstuerne og klubrummene ligger i samme plan som værelserne og kan derfor også tilgås med kørestol.

Hvis du og din gruppe vil afholde workshops eller seminarer, så kan du booke et af vandrehjemmets grupperum. Der er både beamer og andet præsentationsmateriale og stedet har også rum, som er egnet til musikgrupper. Bemærk, at rummene skal bookes i forvejen og, at der opkræves et ekstra lejegebyr for rummene.

Masser af aktiviteter - Sightseeing i den gamle by, kanalture, friluftsbad og kanosejlads

Frederiksstad og omegn har et stort udvalg af aktiviteter og seværdigheder. Som det første er det selvfølgelig oplagt at gå på opdagelse i den byen med de gamle huse fra renæssancetiden, f.eks. ved at booke en af de mange guidede byture. Alternativt kan man også nyde byen fra en af kanalbådene. Hvis vejret er til det, anbefaler vi, at I tager et smut forbi friluftsbadet "Treene-bad". Egnen er også et populært sted for cyklister. Der er et stort netværk af skiltede cykelstier, som giver jer mulighed for at gå på opdagelse i det flotte landskab omkring byen. Da byen ligger mellem to af Sydslesvigs største floder, er det oplagt at tage en kanotur på Trenen eller Ejderen. Derudover er der mange foreninger, der stiller deres tilbud til rådighed for besøgende som f.eks roklubben, sejlklubben og tennisklubben.

Udover selve Frederiksstad og området omkring, er der selvfølgelig også mulighed for at tage til Sankt Peter-Ording med de flotte strande eller et smut forbi Slesvig med museerne på Gottorp Slot og UNESCO-verdensarvsstederne Danevirke og Hedeby (Haithabu).

Sådan rejser du til Frederiksstad i tog

Frederiksstad ligger ved togstrækningen mellem Hamborg og Vesterland på øen Sild. Hvis du kommer fra Danmark kan du tage toget til Nibøl (Niebüll) via Tønder. Her kan du skifte til togene mod Hamborg, hvoraf nogle holder i Frederiksstad. Fra banegården er der ca. 700 m til vandrehjemmet. Hvis du kommer i bil eller bus, så er der gratis parkering ved vandrehjemmet for både biler og busser.

Husk: Særlige krav for overnatning i tyske vandrehjem

Bemærk at der er specielle krav for gæster, der vil overnatte på vandrehjemmene i Tyskland. Du og din gruppe skal enten være medlem af den tyske vandrehjemsforening (Deutsches Jugendherbergswerk) eller en tilsvarende international partnerorganisation. For udenlandske gæster er der dog også mulighed for at købe et internationalt gæstekort på stedet efter ankomst. Hvis du er usikker, om i opfylder kravene eller hvis du vil vide mere om, hvordan det foregår at booke sig ind på vandrehjemmene, så kontakt venligst vandrehjemmets personale. Du kan også læse mere om kravene her (på engelsk)

Generel information

Sted Jugendherberge Friedrichstadt
Ostdeutsche Str. 1, 25840 Friedrichstadt, Tyskland
Overnatningstype Hostel/Vandrehjem
Målgruppe Familier, Lærere / skoler, Studerende, Voksne / par
Telefonnummer +49 4881 93 62 61
E-mail friedrichstadt@jugendherberge.de
Betjening på dansk Nej
Receptionens åbningstider Mandag - Søndag:
16:00-19:00
Check in tidligst 16:00
Check ud senest 10:00
Betalingsmuligheder
Alt Alt Alt Alt Alt
Booking URL Book her!
Antal sengepladser 115
Antal værelser 27
Tager imod grupper Ja
Maksimal gruppestørrelse 115

Service og faciliteter

Adgang til offentlig transport
Busparkering
Handicapvenligt
Legeplads på stedet
Parkering
Wi-fi
Barneseng
Barnestol
Eget badeværelse i nogle af værelserne
Halvpension
Helpension
Morgenmad
Præsentationsudstyr ved leje af lokaler
Terrasse
Udlejning af lokaler / konferencerum

Særlige informationer

Mindretalsorganisation: Nej

Andre vigtige informationer
  • Udlejning af vandcykler
  • Kanalture i byen
  • Badning ved Trene-floden
  • Vær opmærksom på, at der er særlige betingelser i forhold til at man skal være medlem af det tyske vandrehjemsforbund eller en international partnerorganisation (se nærmere i beskrivelsen).
Andre særlige tilbud
  • Familielejligheder
  • Bordtennis, bordfodbold og billard

Andre overnatningsmuligheder i nærheden

Aktiviteter i nærheden

Begivenheder i nærheden

Seværdigheder i nærheden

Spisesteder i nærheden